Videokonsultation 

Gennem det seneste år har vi i klinikken i tiltagende grad brugt videokonsultationer. Det er en konsultationsform, som letter livet for mange patienter i en travl hverdag.

Samtidig er det en konsultationsform, der er mindre ressourcekrævende for klinikken og derfor kan tilbydes med kort ventetid i modsætning til den planlagte fremmødekonsultation, hvor der til tider kan være lang ventetid for at komme til, særligt hos de faste læger.
Videokonsultationen kan benyttes til stort set alle formål, hvor der ikke kræves direkte fysisk undersøgelse af patienten. Det kan dog også ske, at lægen under videokonsultationen vurderer, at en fremmødekonsultation er nødvendigt for bedst muligt at hjælpe patienten.

Områder hvor videokonsultation er særligt velegnet:

  • Opfølgning på undersøgelser eller prøver, der er foretaget i huset eller på andet behandlersted
  • Opfølgning på opstart af medicinsk behandling
  • Ukomplicerede tilstande, der kræver en slags ja/nej-vurdering af lægen
  • Som del af samtaleforløb for stress eller depression, hvor der er behov for tæt opfølgning men ikke nødvendigvis behov for fremmøde
  • Hos patienter med kroniske lidelser, der afføder mange helbredsspørgsmål
  • Vurdering af små børn, der er blevet akut syge – vil dog nogle gange kræve efterfølgende fremmøde

Videokonsultation er nemt og kan næsten benyttes af alle – selv mange af vore ældre patienter begår sig nu fint med videokonsultation. Man skal blot have en telefon, der kan hente apps.

Det foretages nemmest via vores app ”Min Læge”, som hentes og oprettes med nem-id. Herefter skal man blot følge vejledningen nedenfor.

De hyppigste fejl sker ved, at patienten ved en misforståelse venter på at blive ”ringet op” på appen.

Det er vigtigt at man selv trykker start for at vise, at man er klar til videokonsultation. Man skal helt ind i det virtuelle venteværelse. Ellers kan lægen eller sygeplejersken ikke påbegynde videokonsultationen.

Når man har sat sig i kø i det virtuelle venteværelse, kan der, ligesom ved en fremmødekonsultation, være nogen forsinkelse, før lægen eller sygeplejersken er klar til konsultationen. Der kan være andre patienter, der må tilses først. Man skal blot være tålmodig.

Videokonsultationen kan ikke benyttes uden forudgående booking via telefon eller selvbetjening.

Se vejledning her.